Menu

Historiefortælling

Introduktion

De fleste elsker en god fortælling, og børn især. Vi har alle et repertoire af små anekdoter fra vores liv som barn, teenager, voksen eller forælder, som vi gentager igen og igen. Historier der skaber stor begejstring eller forundring. Måske udvikler vi endda på fortællingerne uden, at vi selv opdager det. Fortællingerne bliver lidt længere under visse passager, andre passager skæres fra og pointen står lidt skarpere næste gang vi fortæller dem. Vi ved at disse fortællinger i de fleste selskaber bidrager til megen latter og stor glæde. Vi tænker måske ikke altid over, hvad der gør fortællingerne gode, men pointen er at de er underholdene.

Herunder kan I læse om vores erfaringer med historiefortælling for og med børn, og I kan finde gode råd og ideer til hvordan I selv kommer i gang.

Fortælligens grundstruktur

Det er vigtigt at kende til fortællingens opbygning og grundstruktur. Ikke for at du skal følge den til punkt og prikke, men for at give dig redskaber til at se muligheder og afprøve forskellige greb. Når du kender hovedtrækkene i en god fortælling er det nemmere at mærke hvor i historien du er og hvad du eventuelt mangler for at komme videre.
Herunder er en hel del tekniske fortællegreb. Læs det, men bliv ikke overvældet eller fortvivlet. Ingen, og især ikke mundtlige fortællinger, holder sig inden for rammerne.

Den nemme struktur
Der findes en del modeller til fortællingens struktur. Men hvis du ikke gider læse en hel masse om det tekniske så husk blot på følgende:

Orden – Kaos – Orden/Ny orden

Begynd din fortælling med at præsentere en verdensorden. Pludselig kommer noget udefrakommende og ødelægger heltens opfattelse/forståelse af verden eller skaber kaos/splid i den. Det er nu heltens opgave, at genskabe orden (nogle gange modvilligt), og ofte genoprettes der en ny verdensorden på baggrund af det ødelagte, hvor alle er blevet klogere og har lært noget.

Berettermodellen
Herunder ses den nok mest kendte model for de fleste fortællinger, gså kendt som “Hollywoodmodellen, eftersom de store Blockbusterfilm altid følger denne model meget stringent, faktisk helt ned til mindste detalje og sidetal. Dem af Jer som genkender modellen kender den nok fra undervisningen i folkeskolen. En fortælling har 7 stadier:

  • berettermodellenAnslag
    Anslaget for en fortælling er meget vigtig. Det er her man virkelig har mulighed for at fange sit publikum. Tænk på sætningen: ”Det var en mørk og stormfuld nat” eller ”alle børn vokser op, undtagen ét”.
  • Præsentation
    Dette er fortællingens egentlig begyndelse. Her præsenteres vi for universet, karaktererne, relationer osv, og samtidig præsenteres publikum for hovedkonflikten. Hovedkonflikten er drivkræften for fortællingens videre forløb.
  • Uddybning
    Er som ordet forklare en uddybning af konflikten, en uddybning af karaktererne og deres indbyrdes forhold. Vi kommer tættere på personerne.
  • Point of No Return
    Fortællingens vendepunkt. Indtil nu har vores hovedperson haft mulighed for at sige fra eller vende om. Men nu tages der en bevidst beslutning, en aktiv handling som gør, at der ikke er nogen vej tilbage. Det er her hvor helten accepterer sin skæbne.
  • Konfliktoptrapning
    Her ligger ofte fortællingens største del. Alt i fortællingen forværres, og alt hvad der kan gå galt går galt. Alt leder hen mod klimaks og det endelig opgør.
  • Klimaks
    Det endelig opgør i fortællingen. Det er her det store Slag finder sted, og det er her at Skurken og helten mødes.
  • Udtoning
    Vi har nu mulighed for at fordøje og reflekterer over hvad der er sket, og vi kan samle alle de indtryk vi har fået her.

Husk på, at du som fortæller, bestemmer hvor langt hvert afsnit skal være. Der er intet som er fastsat fra starten af din fortælling. Modellen er god at huske på, som en spændingskurve. Spændingen skal stige og stige i takt med fortællingens fremdrift.

 

Aktantmodellen
En anden model er aktantmodellen. Modellen anses nok mest for at være et analyseværktøj til eventyr og folkesagn. Den kan især være god at bruge, hvis man skal skrive eventyr. Du kan også sagtens bruge den til historiefortælling. Eventuelt kan børnene og du bruge denne model til at analysere fortælling bagefter. For at se om alle elementer var der, og for at høre hvad børnene har fået med fra fortællingen:

aktantmodellen

 

Genre
Hvis jeg begynder en fortælling med ”Der var en gang en prinsesse” har du nok allerede en ide om, hvor historien kunne bevæge sig hen, fordi du ud fra den ene sætning har sat historien i en bestemt genre, nemlig eventyrgenren. Havde jeg begyndt historien med ”Det var en mørk og stormfuld aften”, så havde du sat historien ind i en helt anden ramme.

Der er ting, karakterer, hændelser i en genre, som skal overholdes. Ikke ens betydende med at alt SKAL indgå i historien, men genren skaber en tryghed for fortælleren og for tilhøreren. Alle ved hvad de kan forvente, og går man i stå i sin fortælling kan man altid hive genrens træk op af hatten. Når man så har styr på sin genre kan man bryde reglerne, fordi man har forståelse for dem. Når man bryder genrens regler, opstår der en komik og et overraskelses moment.

1. Eventyr
Den vigtigste genre at kende er Eventyrgenren. Og hvorfor så det? Jo, det er den genre de fleste af os kender og som vi møder oftest. Den er simpel og ligetil. Det er nemt at genfortælle et eventyr, fordi historierne sjældent omhandler mere end to personer.

Kendetegn: Én helt og én modstander. Tallene 3, 7, 9, 13. De tre prøver,
Karakterer: Prins, Prinsesse, Konge, Dronning, Heksen, Den Gamle Kone, Dragen, Trolden, Den fattige pige
Vigtige sætninger: ”Der var en gang”, ”De levede lykkeligt til deres dages ende”, ”prinsessen og det halve kongerige”, ”I et land langt, langt borte”


De 5 temaer

Én, to, ti, historien slog en ski’
De fleste børn og især de helt små vil på et tidspunkt (når de opfatter, at de må være en del af historien) komme med ideer til historien, som har omdrejningspunkt omkring det ulækre som bæ, tis og prutter. Det er et helt naturligt emne for især de små børn, da det ofte er nye ord de lige har lært eller det er ord, som de skal finde ud af, hvad de kan bruge til. Prutteordene bliver også brugt til, at prøve grænser af i forhold til de voksne – børnene oplever altid, at der kommer en reaktion på ordene.
Selv børn helt op til 3 klasse elsker en god historie med masser af det klamme.

Det bedste råd vi kan give er, at du fortæller pruttehistorien eller tager prutteideerne med i din fortælling for på den måde giver du som voksen plads til det ”klamme”, og på den måde kan du i fremtiden (måske) undgå at pruttehistorien dukker op hele tiden. Du vil også opleve, at det er sjovt at bruge prutteideerne i dine fortællinger – børnene griner ofte af det, og en historie kan få en ekstra sjov drejning med en prut indover.

Det vigtigste at huske på med dette tema (og alle de andre) er, at det altid er dig som sætter rammen for historien, så du kan altid sige til børnene, at de skal komme med et andet forslag, da prutter hører til i en anden historie end den du fortæller lige nu.

Rasmus modsat
Du vil på et tidspunkt også opleve, at et barn begynder at modarbejde din historie. Du vil i en retning med drengen i historien, og de vil i en anden retning. Lige meget hvad du gør for at løse problemet i din historie, så prøver de at ”ødelægge” det for dig. Hvad er dine muligheder når det opstår?

  • Hvis det er et enkelt barn, som egentlig bare forsøger at obstruere din historie fordi han/hun lige har en dårlig dag, så bør du på en meget venlig måde bede barnet om at stoppe eller i værste fald forlade fortællescenen, da det vil ødelægge den gode fortællestund for alle de andre børn. Du kan efterfølgende vælge, at finde barnet for lige at høre hvad der skete i situationen. Der er som regel en forklaring på, hvad der skete.
  • Hvis det er en fælles front fra børnenes side, at du ikke må løse ”problemet” i historien, så skal du vende situationen på hovedet og bruge det til din fordel. Eks. Hvis du forsøger at få en dreng op af et hul, som han er faldet i, og børnene hele tiden kommer med ideer som får ham til at blive i hullet, så kan du følge deres ideer, og fortælle at drengen giver op og ligger sig i et hjørne for at dø. Så vil du straks få den reaktion fra børnene, at de vil gøre alt for at få drengen op af hullet igen.
  • Sidste mulighed er, at du bestemmer hvad der sker – du lader være med at spørge børnene til råds, og løser problemet selv.

Så kom en fæl, fæl jægers-jægersmand
Historien som blev for skræmmende, og skulle have en anden slutning. Dette emne handler om, at vi ikke efterlader børn med en historie, som de ikke kan tackle.

Børn kan rigtig godt lide historier med gys og farlige situationer, men det er ikke alle børn, som er lige gode til at gå fra historien, og lade gyset blive der. Derfor er det vigtigt at du kan fornemme, hvordan børnene oplever det at være i gyserfortællingen sammen med dig. Du skal kunne fornemme, om alle er veltilpasse bagefter, når fortællingen er slut.

Vi har begge oplevet, at nogle børn tager historierne med sig hjem på den ene eller anden måde. Nogle har haft mareridt om natten eller nogle har haft svært ved at skulle sove med historien frisk i hukommelsen. Hvad er det så lige du kan gøre for at undgå disse episoder?
Vores erfaring er følgende:

  • Det er godt hvis historien får den gode slutning – det er ikke den bedste ide, at lade monsteret slå alle børnene ihjel, og æde dem til slut.
  • Det er en god idé lige at stikke en finger i jorden og fornemme alle børnenes stemninger bagefter. Er der nogen som virker trykket eller kede af det. Lige meget hvad, så er det altid godt lige at glatte ud på det hele ved at sige, at det kun er i fantasien og historien, at det ”farlige” sker.
  • Du kan også glatte ud på det hele ved, at lave lidt skæg med det farlige. Eks: monsteret blev slået ihjel med en prut – den farlige tiger spiste en latterpille osv.

Abrakadabra – historien blev makaber
Børn elsker splatter, horror og blodige detaljer, så længe det bliver serveret på den rigtige måde. Tænk blot på mange af vores børnerim og sange, som er fyldt med blodige detaljer. Ligesom du en gang imellem skal fortælle pruttehistorien, så kan du også fortælle splatterhistorien fra tid til anden. Vi synes den er vigtig at fortælle, da vi skal passe på med at fjerne alt det ”farlige og blodige” fra historierne – børn kan godt tåle, at historierne bliver vilde og får kant bare vi husker at gøre det på den gode måde. Hvordan bliver splatterhistorien sjov og ufarlig?

  • At fortælle splatterhistorier på den gode måde har meget med kropssprog og stemmeføring at gøre – du må gerne have store bevægelser, og overdrive detaljerne i historien lidt som de gør i tegnefilmene.
  • Hvis du fortæller historien fuldstændigt overdrevet med et glimt i øjet og en god portion af humør, så forstår børnene godt at det ikke er helt farligt og virkeligt.

Historien der begik selvmord
Når vi fortæller historier for børn kan det for dem rumme store sandheder, også selv om det er fortællingen om en kanin på eventyr. Tabuemnerne som selvmord, død, fjendskab, skilsmisse og andre store emner har det med at dukke op i fortællingerne fra tid til anden. Vi oplever, at fortælleuniverset giver børnene mulighed for at se det svære udefra – fortællingen giver dem et frirum til, at opleve/opdage det svære, til at sætte ord på det svære, og til at bearbejde det svære. Hvad gør du så lige i de situationer, hvor der dukker ting op, som har med tabuemner at gøre.

  • Vi har begge to brugt de svære ting, som er dukket op i vores fortællinger. Vi vil gerne have at børnene oplever, at vi som de voksne tør ”røre” ved det som er svært. Det er selvfølgelig en øvelse, at gøre det så udramatisk som muligt. Hvis der sidder mange børn omkring dig, så kan du altid ”afbryde” historien for at høre om alle ved hvad det er (selvmord, død, skilsmisse), og så kommer der gerne en lille snak ud af det, som kan være gavnligt for et eller flere børn.
  • Hvis der er et barn som bringer noget svært ind i en historie, så forsøger vi altid, at samle op på det bagefter. Det er altid givtigt at være nysgerrig og opsøgende i forhold til emnet, og det enkelte barn. Nogle gange bunder det ikke i noget særligt, men andre gange kan det være noget, der fylder for det enkelte barn. Det kan også være en god idé, at inddrage forældrene, hvis du fornemmer at det stikker dybt.