Menu

Voksenuniverset

Når vi skaber fortællinger sammen med børn, så er det fordi vi tror på, at det giver børnene redskaber til at bruge både sproget og fantasien meget mere end de gør i deres lege. Vi har oplevet mange gange nu hvordan et lille skub til børnenes fantasi giver dem et boost af selvtillid og selvværd. De finder en lyst til at lege med sproget i en fortælling, hvor alt er tilladt og uden fejl.
En fortælling kan bruges til hygge og samvær i en stresset hverdag, til at skabe ro og fordybelse, og også til at skabe kropslig bevidsthed og bevægelse. Fortællingen kan også bruges til at sætte ord på det som for børnene kan være svært at tale om, og her skaber fortællingen et rum, hvor børnene tør tage svære emner op.

Mest af alt sker der noget i relationen mellem barn og voksen, når de træder ind i det samme univers. Noget der ikke i forvejen er fastsat fra en bog, men en verden de skaber sammen i fællesskab. De hjælpes ad med at overvinde forhindringerne, kæmpe mod uhyrerne, dræbe heksen, opdager den hemmelige hule, og finde ud af den fortryllede skov, for sammen at finde skatten og vinde det halve kongerige. Børnene får et stort ejerskab over fortællingen, selv ved helt små medbestemmelser. Historien vil printe sig fast i deres små sind (måske længere end nogen børnebog gøre), fordi historien er deres egen.

Her skal også nævnes at selv om fortællingen i den voksnes strukturerede virkelighedsverden kan føles skør, uoverskuelig og usammenhængende (fordi vi skal holdes fast på alle de mange forviklede tråde, og fordi vi er velfriseret voksne) så må I tro os, når vi siger, at børnene ikke sådan lige glemmer eller slipper historierne.

Det mest værdifulde ved historiefortælling er, at vi som voksne mennesker tvinges til at være 100 % tilstede i nuet – derved opstår der en ubetalelig form for nærvær, som er vigtig for alle store som små.
Vi håber, at I har lyst til at kaste jer ud i fortællingens kunst kun for at opdage, at børnene straks vil råbe på en ny historie, når den I er i gang med slutter.

Hilsen Historietosserne