Tak var kun et fattigt ord. Faktisk ejede Tak slet ingenting. Den havde intet tag over hovedet. Intet godt fodtøj og heller ikke nogen regnjakke til det grå vejr.

Eller fortællingen om tak!

Tak var kun et fattigt ord. Faktisk ejede Tak slet ingenting. Den havde intet tag over hovedet. Intet godt fodtøj og heller ikke nogen regnjakke til det grå vejr. Men trods dette var Tak et glad lille ord. Tak var døbt Taksimo Imagu Fabula, men blev kaldt Tak. Da Tak blev født var den lillebitte, så lille at alle i Lingonien syntes, at så langt et navn til så lille et ord virkede forkert. Derfor fik den kælenavnet Tak.

Lingonien er der hvor alle ord bliver født. Lingovæsenerne lever af fantasi og fortællinger. Så længe de har noget at fortælle og et sted at blive fortalt, kan de leve. Derfor er det vigtigt, at Lingoungerne bliver sendt ud i verden, så snart de små ord får ben at gå på. Så skynder de sig ud i verden for at blive en del af deres egen fortælling.

Tak havde netop fået ben at gå på, og vandrede glad ud i verden. Tak troede, at det ville blive nemt at finde sin egen fortælling. Den havde altid fået at vide, at havet var fyldt med fisk, skoven fyldt med træer og himmelen fyldt med drømme. Men verden var så stor, meget stor og fyldt med ord, mange ord. Ord der asede og masede for at få plads. De havde ikke tid til Tak, og Tak kunne slet ikke genkende sine små Lingovenner, som før svingede sig i lianerne hjemme i Lingonien. Her var der ikke plads til sjov og ballade. Her var de blevet vigtige, store, lange, og svære ord. Tak blev skubbet til side, puffet væk og sparket ud af fantasien. Den følte sig helt alene, fortabt, og ubetydelig, og så havde den ondt i alle sine fodnoter. Tiden gik for Tak. Tik Tak Tik Tak. Ak ak stakkels Tak. Snart måtte den finde sin plads for ikke at ryge ud i glemslen.

Pludseligt en dag kom der et frygteligt stormvejr. Tak havde hverken hat eller briller at holde fast på, så den tog i stedet fat i det nærmeste træ. Tak holdt godt fast, men tænkte så: ”Måske skal min taktik være ikke at finde historien, men lade historien finde mig, og gå den vej som vinden blæser”. Så gav Tak slip, og lod vinden føre sig afsted.

Blæsten aftog og Tak landede lige midt i Funder Folkets verden. Funder folk var et meget gavmildt folk. De hjalp hinanden i både gode tider og svære tider. Her kom Tak dumpende ned fra himlen. Bang! Men i stedet for at skubbe, puffe og mase, så løb de hen og spurgte om Tak havde brug for hjælp. Én hjalp Tak op på benene. Én gav tak lidt vand. En anden gav tak sine sko. Mange hjalp! Tak vidste slet ikke, hvad den skulle give igen. Den ejede jo ingenting. Den havde kun sig selv. ”Hvis jeg ikke ejer noget, så må jeg dele ud af mig selv” tænkte Tak. Derfor delte den sin historie, og den delte sine ord. Uden at vide det så gav Funder Folket Tak sin egen fortælling. Der lever Tak den dag i dag - og til evig tid.

Følg os...


Følg os...


MEST POPULÆRE SAGER

Nældens Takvinge

Monsteret og musen

Hjertevæsenet

Den gule heks

Hopselopsen og den lyseblå hoppebold med stjerner på

HVEM ER VI?

Historietosserne er: Idrætspædagog Anja Helene Sørensen og teatermanuskriptforfatter Michael Bonde. Gennem flere år har vi fortalt historier til og med hundredvis af børn – med stor succes.

Vi vil derfor gerne dele ud af vores store viden om historiefortællingens mange gode egenskaber. Det vil vi, fordi vi tror på at historiefortælling kan skabe et rum til fordybelse og sproglig udfoldelse.

VIL DU BOOKE OS?

Du kan kontakte os her

FØLG OS

Historetosserne 2023 | Hjemmeside lavet af Magio.dk