Menu

Soldaten og Englen

Mellem Viborg og Ålborg findes der en vej, der har to navne. Nogle kalder den Hærvejen og andre kalder den Himmelstien.

 

Mellem Viborg og Ålborg findes der en vej, der har to navne. Nogle kalder den Hærvejen og andre kalder den Himmelstien. En dag da jeg gik på vejen, stødte jeg på en gammel kone, og hun fortalte mig historien om vejen med de to navne.

For mange hundrede år siden gik der på netop denne vej, hvor vi to står, en tapper landssoldat. Han var ung, han var rank, og han gik med raske skridt mod syd. Højre, venstre, ét, to – højre, venstre, ét, to. Sådan marcherede soldaten af sted.

Længere fremme sad en ung pige og ventede. Hun så op på den marcherende soldat, da han gik forbi. Højre, venstre, ét, to – højre, venstre, ét to. ”Hvorhen i sådan en fart?” råbte hun til soldaten.
”Den vej. Mod krigen. For at kæmpe” sagde soldaten med en stolt røst, og pegede mod syd.

Pigen løb op til ham og spurgte ”Kan vi følges?” Jeg skal nemlig samme vej”.
”Hvad skal du ved krigen?” spurgte soldaten forundret og en smule overrasket.
”Jeg skal hjælpe en falden soldat” svarede hun.
”Du er måske sygeplejerske?” spurgte soldaten
Pigen var stille længe og svarede så: ”Nej, jeg er en engel.” Soldaten kiggede mistroisk på hende, og brød så ud i latter. ”Hvad sjovt er der i det?” spurgte pigen fornærmet.
”Du er ikke en engel.” Svarede soldaten og rystede på hovedet.
”Tro hvad du vil” sagde pigen, og de to gik nu langs vejen i stilhed.

Soldaten måtte sænke farten, for pigen syntes ikke at have travlt. Da hun for tredje gang bukkede sig ned for at samle en sten op fra vejen, blev soldaten utålmodig.
”Jeg vil nødig være uhøflig, men jeg har travlt. Krigen raser og jeg må af sted.”
”Du er nøjagtig som din bror.” svarede pigen med et hovedrøsten og et suk. ”Han så heller ikke den vej han gik på.” Da hun havde sagt dette stoppede soldaten brat op.
”Har du mødt min bror?”
”Ja, han gik som dig med rank ryg og med raske skridt.” sagde hun med en alvorlig mine, og gik rundt i ring som en tapper soldat. Højre, venstre, ét, to – højre venstre, ét, to.
”Min bror døde i krigen”
”Jeg ved det. Han siger, du er tåbelig, som han, og at du burde tage hjem og passe på gården i stedet”
”Du har snakket med ham, så du er altså en engel?” nærmest hviskede soldaten forsigtigt. Pigen nikkede. ”Og du skal hente en soldat ved krigen?” Pigen nikkede igen. ”Men det er ikke fair. Lad mig komme før dig. Lad mig løbe i forvejen og beskytte ham, som jeg ikke kunne beskytte min bror.” Pigen kiggede længe på soldaten uden at sige noget. ”Jeg kan redde ham. Hvis du bare giver mig en chance. Giv mig et forspring.”

Før hun nåede at svare, løb soldaten af sted. Han løb alt hvad hans ben kunne bære, ét, to, tre, ét, to, tre, ét, to tre. Og selv om det gjorde ondt, og han ikke kunne få vejret, og han fik ondt i hjertet, så løb han stadig i al hast. Ét, to, tre, ét, to, tre. Snart var han fremme ved krigen. Der var kaos, røg, og så et kanonbrag. Soldaten væltede omkuld. Han affyrede sit gevær tre gange. Hans eneste tanke var at beskytte soldaten, som englen skulle hente. Hvor mon han var. Ville han nå at redde ham? Et øjeblik efter blev alt mørkt.

Da han åbnede øjnene igen, så han den unge pige foran sig.
”Jeg nåede frem før dig” sagde soldaten.
”Ja, du nåede frem før mig.”
”Reddede jeg ham? Reddede jeg soldaten?”
Pigen var stille, og kiggede på soldaten med et underligt sørgmodigt blik.
”Jeg har snakket med din bror.” sagde hun så.
”Er det sandt” udbrød soldaten. ”Hvor er han?”
Englen var stille et øjeblik. ”Hvis du tager med mig, så skal jeg føre dig til ham.”
Hun rakte hånden frem mod soldaten, og han tog hendes hånd.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Du må bruge disse HTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>