Der var en gang en by, men det var ikke en helt almindelig by for den lå nemlig nede under vandet ligesom Atlantis gjorde. I den her by var der en konge, og han var ikke en helt almindelig konge for han var en hvid haj – den hvide haj havde en bror som hed Karl – Karl var blevet forvist fra byen, fordi han havde gjort noget rigtigt slemt. Han havde sagt nogle rigtige grimme ting til hans bror, kongen. Og så havde han tisset i kongens have. Det synes kongen var ulækkert, så han havde sagt til Karl ”kan du så stoppe med det – for det vil jeg ikke have” men Karl havde bare sagt ”næ nej det vil jeg ikke” og så var han blevet ved med at tisse i haven.
Samtidig med det havde Karl ødelagt en masse ting på slottet. Han havde ødelagt: alle lamperne så nu var der ikke noget lys. Han havde ødelagt bordene, så nu kunne man ikke sidde ned og spise, og så havde han ødelagt alle vaserne. Han var bare svømmet ind i det hele BOING, BOING, BOING. Og det havde han gjort bare fordi han gerne ville være konge. Derfor havde kongen sagt til Karl ”ud af min by – jeg vil ikke have dig her længere”.
Så var der 1000 vagter, som havde ført Karl væk, fordi han var blevet så vred over at blive smidt ud af byen. Han havde forsøgt at bide dem alle sammen GRRRRR, GRRRR ”I kan ikke få mig væk” GRRRR, men der var 1000 blæksprutter med hver 8 arme, der havde holdt rundt om Karl, så han ikke kunne slippe væk. De førte han langt langt langt langt udenfor byen – de førte ham helt ud til et kæmpe stort skibsvrag, og så kastede de ham ind i det. Helt, helt ind i det mørke vrag, hvor man ikke kan se noget, og så svømmede alle blæksprutterne tilbage til byen igen.
De havde givet Karl bind for øjnene, da de førte ham væk fra byen, så nu vidste han ikke længere, hvad vej han skulle for at komme tilbage til byen. Der i vraget var Karl rigtig sur og vred. Men en dag var der kommet en pilrokke svømmende forbi – han var også en vild krabat. Karl var faldet i snak med pilrokken, som havde fortalt Karl, at han også var forvist fra byen – så derfor besluttede de, at de ville have hævn over kongen. De lagde en plan om at lokke ham i en fælde. De ville grave et meget meget dybt hul, som kongen skulle falde i – og bagefter ville de begrave han under en hel masse sand.
For at kunne gennemføre planen havde pilrokken hentet alle sine venner, og sammen med Karl fandt de endeligt tilbage til byen. Her skulle de passere de 1000 vagter, som stod rundt om byen. Men Karl og pilrokkerne havde en plan – de fik en stor blåhval til at kilde alle blæksprutterne under armene, så de døde af grin. Da det var sket svømmede de 5 pilrokker og Karl op ad en stor trappe. Deroppe mødte de en masse ål, som var ved at rydde op efter al den ødelæggelse Karl havde lavet da han havde smadret byen. De skulle passe på ålene for det var nemlig elektriske ål, som kunne give dem nogle voldsomme stød.
Heldigvis var lamperne ikke lavet endnu, så de kom uset ind i byen. De svømmede ind til kongen, som sad og sov i sin trone, ZZZZZZZZZZZZZ. Den gode idé de havde fået var, at de skulle stjæle noget kongen holdt rigtigt meget af. De skulle stjæle det bedste han havde – nemlig hans kongekrone.
Mens kongen sov, skulle Karl stjæle kongekronen – 3 af pilrokkerne svømmede hen til kongen og skyggede for lyset, så kongen faldt i en endnu dybere søvn. Karl tog kronen fra kongen, som vågnede med det samme. ”hvem har taget min krone?” ”det har jeg” grinede Karl højt. Kongen sagde ”aflever min krone tilbage”, men Karl skyndte sig at svømme af sted. Kongen fulgte efter Karl, da kronen jo var hans kæreste eje. Alle ålene blev rigtigt bange da Karl og de 5 pilrokker kom svømmende i fuld fart med kongen bagefter sig, så de skyndte sig alle sammen væk.
Da Karl kom til fælden som var 100.000 meter dybt stoppede han op. Han kastede kronen i dybet, og kongen fulgte efter. Deres plan var lykkedes. Bagefter kastede Karl og pilrokkerne sand ned i hullet, og imens sandet blev smidt i hullet susede kongen af sted efter sin krone – dybere og dybere og dybere ned.
Der nede på bunden mødte kongen et havuhyre – det var ikke noget ondt uhyre, men det var et gammelt og klogt et. Kronen landede lige på havuhyrets hoved. ”hvad sker der her” sagde havuhyret. ”helt ærligt – det er da træls at få ting i hovedet”. Kongen som havde så meget fat på svømmede lige ind i havuhyrets snude. ”hvad sker der – her har jeg været alene i 1000 år, og så kommer du og forstyrrer mig”. ”undskyld” sagde kongen, men jeg leder efter min krone. ”ej jeg ved altså ikke hvor den er” sagde uhyret. ”øhhhh” sagde kongen ”den er på dit hoved”. ”nå” sagde uhyret ”så var det den som ramte mig lige før i knolden”. Kongen sagde ja og ville meget gerne have kronen tilbage.
Havuhyret spurgte hvad kongen ville gøre for ham, hvis han fik kronen tilbage. Kongen sagde ”jeg kan opfylde alle dine ønsker for jeg er konge” ”så må du gerne få din krone tilbage, hvis jeg må få lov til at bo på slottet sammen med dig – jeg har altid drømt om at se byen og bo på slottet” sagde havuhyret. ”det må du meget gerne” sagde kongen og fik sin krone tilbage.
Imens de to havde snakket var hullet blevet fyldt helt op med sand. Kongen vidste ikke, hvordan han nu skulle komme hjem igen, men havuhyret sagde ”det er ikke noget problem for jeg elsker sand – det spiser jeg til middag”. Og så var uhyret begyndte at spise sig vej gennem alt sandet, og kongen fulgte lige efter. De susede af sted op gennem sandet, og imens blev uhyret tykkere og tykkere. Da de kom op til havbunden igen, var den blevet en kæmpe stor elefant tyk havuhyre.
Den var så mæt at den ikke kunne spise igen før om 10 år, og den bøvsede rigtigt mange gange. Uhyret kunne ikke svømme med kongen tilbage til byen, så kongen lovede, at han ville komme tilbage igen for at hente det. Kongen svømmede alene af sted tilbage til byen.
Karl havde allerede overtaget slottet, sat nu på tronen, og udnævnte sig selv til at være konge. Alle dyrene var taget til fange, og pilrokkerne bevogtede byen. Da kongen kom tilbage havde han ikke problemer med, at komme ind for han kunne nogle magiske ting. Der kom nemlig laserstråler ud af hans krone (og det var derfor han var så glad for den). Laserstråler skød alle pilrokkerne, og de andre dyr som hjalp Karl. Kongen kom ind på slottet, og han kunne se hvor bange Karl blev da han så ham igen. ”som du kan se er jeg ikke død, så slip mit folk fri – flyt dig fra min trone, og forlad straks byen” sagde kongen.
Karl var så bange at han ikke turde andet – han slap straks fangerne fri og flygtede derhen, hvor man gerne måtte tisse hvor man ville. Nemlig tilbage til skibsvraget.
