De to venner Sebastian og Rasmus kedede sig gevaldigt i efterårsferien. De snakkede frem og tilbage om, hvordan ferien kunne blive bare lidt sjovere. De blev hurtigt enige om at det ville være sejt at overnatte på en af byens mange kirkegårde. Drengene bildte deres forældre ind at de sov hos hinanden. Pakkede hver en taske og en sovepose, og mødte hinanden klokken 19.00 ved porten ind til Nordre kirkegård. De fandt to bænke ved siden af en stor gravsten, hvor de pakkede deres soveposer ud. Der var usædvanligt stille på kirkegården, og nattens dyr var endnu ikke kommet frem. Sebastian hev sin mobil frem og lyste rundt på gravstenene. ”Hvad mon folk som er begravet her er døde af?” spurgte han Rasmus. ”Det er da alle de der drenge, som er forsvundet gennem tiden. Har du aldrig hørt historien om ham den klamme massemorder? Han render rundt og slår byens drenge ihjel. Ingen har fundet ham endnu, men Store Torben siger at det er ham den tandløse der bor i det faldefærdige hus ud til Brabrandstien. Han slår drengene ihjel som hævn for mordet på hans datter.”
”De er sgu da bare stukket af hjemmefra og bor i København hvor de giver den gas” svarede Sebastian. De grinede begge to og spiste deres medbragte mad, mens de fortalte hinanden flere spøgelseshistorier.
I begyndelsen var det mere hyggeligt end uhyggeligt, og Sebastian fik mavekrampe af grin over Rasmus’ parodi på det pruttende zombiemonster, der dræbte en hel by med sine dødelige ildelugtende prutter. Latteren gav genlyd over hele kirkegården lige indtil den store kirkeklokke slog tolv buldrende slag over deres hoveder. Sebastian og Rasmus blev med det samme helt stille. Pludselig var den gode stemning ødelagt, og det var som om træernes silhuetter voksede sig større og mere krogede omkring dem. ”Nå, men måske vi bare skal lægge os til at sove” udbrød Rasmus med en mere skinger stemme end han havde villet. Heldigvis sagde Sebastian ikke noget til det, men var bare enig. De kravlede ned i soveposernes dyb. Med lukkede øjne virkede alle lydene på kirkegården nu pludselig helt anderledes. Det kriblede alle vegne rundt om de to drenge. Vinden susede og træerne knagede, og kirkegårdsportens store hængsler lavede en høj knirkende lyd, der lød som en fjern hylen.
Rasmus udbrød pludselig med en bævende stemme ”Hørte du det?” Sebastian kunne intet høre. ”Lyt, kan du ikke høre det? Der er noget meget tæt på os nu”. Der var helt stille, og så … Rasmus slog en ordentlig prut, som rungede langt nede fra hans sovepose. De brød begge ud i en skraldende latter, og Sebastian fik endelig fremstammet ”den holder du fandme nede i din egen sovepose, dit stinkende Zombiemonster”. Kort efter faldt begge drenge i søvn med et smil på deres læber.
Sebastian vågnede ved at han frøs. Han forsøgte at vikle sig ud af sin sovepose, mens han ledte efter sin mobil. ”Rasmus, har du set min telefon?”. Der kom intet svar fra den anden bænk. Sebastian kom endelig fri af soveposen. ”Vågn op, din klamme Zombie”. I det samme hørte han skridt bag sig. Sebastian vendte sig rundt med lynets hast og skreg højt, da han så en kæmpestor skikkelse stå foran ham med noget der lignede et våben i hånden. ”Du må ikke slå mig ihjel” råbte Sebastian af sine lungers fulde kraft, mens han tissede lidt i sine underbukser. ”Hvorfor skriger du sådan, lille dreng? Det er bare mig, Gunnar Graver. Jeg er blevet sendt herud af præsten, fordi han har fået et opkald fra Hr. Hansen om et par drenge, som løb rundt herovre. Hvad laver du og din kammerat her midt om natten?” Sebastian forklarede graveren at de havde kedet sig i deres ferie, og at de begge havde synes det var en pissefed idé at sove på kirkegården. Gunnar smilede til Sebastian, men rystede så på hovedet. ”Nå, men nu er det tid til at I skal hjem til jeres mor og far igen. Væk din ven, så følger jeg jer ud til porten”. Sebastian gik over til Rasmus’ sovepose og ruskede i den, men den var tom.
Hvor fanden var Rasmus henne? Gunnar lyste rundt med lommelygten, og Sebastian fik øje på sin mobil midt på bænken. Idet han samlede den op ringede den. Det var Rasmus telefonnummer, der lyste op i displayet. Han skyndte sig at tage den. ”Rasmus, hvor helvede er du henne?” I den anden ende af telefonen lød et tungt rallende åndedrag. ”Hold nu op Rasmus. Vi er opdaget. Jeg står her med ham gartneren. Han siger vi skal til at hjem”
”Hov hov, jeg er ikke gartner, lille ven, men graver.” smilede Gunnar. Det tunge åndedræt i telefonen fortsatte. Nu blev Sebastian vred på Rasmus - han kunne sgu ikke bare lade ham i stikken her med den ildelugtende graver. ”Rasmus for fanden, jeg synes ikke det er sjovt længere. Hvor er du, din idiot?” råbte Sebastian ind i telefonen. Der var nu helt stille i røret. Forbindelsen var røget. Sebastian tastede surt Rasmus nummer, og trykkede på opkaldsknappen og ventede. Pludselig kunne han høre en telefon ringe i nærheden. ”Rasmus for helvede, kom så frem”. ”Han gemmer sig deromme bagved” sagde Gunnar til Sebastian og pegede på en bunke jord med sin lommelygte. Sammen gik de efter lyden fra den ringeden mobil, der kom tættere og tættere på.
Sebastian løb hen til jordbunken og nåede ikke at opdage hullet før han faldt ned i det. Han skreg, da han landede på bundet. Han havde slået sin fod voldsomt, og kunne mærke at han blødte fra et sår i hovedet. Han kaldte på Gunnar men fik intet svar. Sebastian lyste rundt i hullet med sin mobil, og opdagede til sin rædsel at det var en grav. Han kunne se Rasmus´ Nike sko i det ene hjørne. Sebastian ringede til Rasmus mobil og skreg, da en mobil begyndte at ringe i det andet hjørne. Sebastian forsøgte at klatre op af graven. Han nåede at få fat i gravens kant. Af alle kræfter prøvede han at hive sig op ved græsrødderne, da han kunne mærke han havde godt fat mærkede han pludselig en jagende smerte i sit hoved og med ét blev alt sort.

Solen var ved at stå op, da præsten kom cyklende gennem kirkegården, hvor han så Gunner Graver stå og smide jord på en grav. ”Hej Gunnar, du er da tidlig på færde denne morgen. Fandt du ud af hvem det var Hr. Hansen havde set rende rundt på kirkegården i nat?”
”Næ, der var sørme lige så tomt som i kirken i søndags, Hr. Præst”. Præsten rystede på hovedet af Gunnar og cyklede videre. Gunnar smilede for sig selv og tørrede sveden af panden. Han samlede de to soveposer op og gik hen til redskabsskuret, hvor han smed dem over i bunken til alle de andre …