Menu

Intet – en ungdomsbog med MEGET på hjerte!

Hvad nu hvis du en dag vågnede op og opdagede at intet havde betydning? Dette sker for Pierre Anthon fra 7. A. Derfor melder han sig ud af fællesskabet og sætter sig op i et blommetræ. Det hele er lige meget for intet betyder længere noget.

Janne Teller har skabt den meget omdiskuterede ungdomsbog, INTET, i 2000. Forbudt flere steder i verden, og samtidig vinder af en del litteraturpriser, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris i 2001 . Hadet og elsket. At en bog er blevet forbudt gør altid at nysgerrigheden stiger en lille smule. For hvorfor er den forbudt? Hvad er det vi/man ikke må læse? Hvorfor er der nogen som åbenbart syntes at den er så “farlig”?

intetBogen handler om drengen Anthon Pierre fra 7.A i den fiktive by Tæring i Danmark anno 90’erne. En dag går det op for ham at intet har betydning, derfor sætter han sig op i et blommetræ. Han kaster om sig med nihilistiske slagord mod sine klassekammerater. Først forsøger klassekammeraterne at overbevise ham om at noget faktisk har mening dernæst bliver det en ihærdig jagt på betydning. I et nedlagt savværk samler de unge de ting, som de hver især mener har betydning. Men langsomt bliver de uskyldig ting som cykler og fiskestænger erstattet at noget meget mere dyrebart – så som et bedetæppe og en piges uskyld Det bliver grumt, farligt og grænseoverskridende og til sidst bliver både byen og hele verden inddraget i deres jagt på betydning.
Bogen bygger på gruppedynamikker som i Fluernes Herre, men i et meget mere allegorisk og stilistisk univers. Bogen tør stille de store og universelle spørgsmål uden at komme med et svar og Janne Teller tør at gå langt i sine undersøgelser af betydningen. Bogen er som ungdommen selv, på jagt efter det der giver mening. Søgende og undersøgende. Undrende og vedholdende.
Bogen er virkelig god til undervisning i de større klasser – hvor de kan få lov at diskutere og snakke om det der foregår sammen. Hvorfor de unge gør som de gør. Hvad der driver dem og en snak om hvad der egentlig har betydning. Der skal nok opstå en masse hede debatter.

Bogen er ganske kort, kun 128 sider og i et kort og fint stilistisk sprog. Blandt andet benytter Janne Teller en enkel teknik gennem hele bogen ved at gradbøje ord og vendinger:

“(…) for ideen var god. God, bedre, bedst.”

“Så bemærkede jeg hvor stille der var i klassen. Stille. Mere stille. Mest stille.”

“Det var på tide vi fik gjort en ende på det her med betydningen. På tide! På høje tid! I sidste øjeblik!”

Denne bog, omend en ungdomsbog, ramte mig meget hårdt på et filosofisk plan.Den fik mig til at tænke og undre mig og overveje som en gal hvad der egentlig havde betydning og hvordan jeg kunne lokke Pierre Anthon ned fra blommetræet. Jeg ser den ikke som farlig, men nødvendig – selv nu efter 15 år. Intet er intet mindre end fremragende læsning fyldt med betydning.

Anmeldelse 5 væsener

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Du må bruge disse HTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>